Pædagogiske prioriteringer og metoder

Trygheden - som grobund for trivsel og udvikling skal tryghed skabes og vedligeholdes i hverdagen. Barnet skal mærke, at her er plads til mig - her må jeg være - her må jeg selv prøve og gøre erfaringer - men hvis jeg ikke kan, får jeg hjælp til at lære det - de voksne er nogen, der kan lide at være sammen med mig, og som jeg kan have tillid til.

Det er rart at mærke, at man er ønsket - at få knus - "det er vores institution".

Christianiecykel

 

Forskellighed - det er vigtigt, at børnene bliver set og hørt som forskellige børn på forskellige udviklingstrin og med forskellige behov. Vi behandler ikke alle børn ens - for netop at behandle dem retfærdigt. Eks. det er ikke snyd, hvis et barn får lov selv at være på værkstedet, mens der til et andet barn bliver sagt nej - eller hvis et barn kommer med på tur, og et andet ikke gør.

 

De voksen styrede aktiviteter er tilbud, og vi respekterer oftest et nej til at deltage. I nogle tilfælde er der behov for at analysere nej'et. Måske er der brug for hjælp til videre udvikling. Eks. " et barn vil ikke være med til bevægelseslege. Måske betyder det - "Jeg ved ikke hvad der skal ske - jeg tør ikke - jeg kan ikke finde ud af det". I denne situation vil vi evt. bede barnet gå med og kigge på. Det kan være begyndelsen til at finde den tryghed, der er forudsætningen for at turde være med.

 

Selvværd - opbygges ved, at man behandles med respekt. Valgmulighed og selvbestemmelse er med til at give børn selvværdsfølelse. Det de vælger bliver respekteret = jeg er god nok! Det betyder ikke, at ønskerne altid opfyldes. Det betyder heller ikke, at valget altid accepteres. Men vi snakker med børnene, lytter til dem, argumenterer og giver en forklaring.

 

Sociale kompetencer - vi ønsker, at børnene udvikler social adfærd, som indebærer, at de - får forståelse for hinandens forskellighed og forskellig kunnen - værdsætter fællesskabet og samspillet med andre - kan hjælpe hinanden - kan samarbejde og lytte til hinanden - kan tilsidesætte egne behov, vente.

 

Livet i Katholt i samspil med børn og voksne stimulerer den sociale udvikling. Eksempelvis skal børnene hjælpe hinanden med oprydning - vente på det bliver deres tur -sende videre når maden sendes rundt - lytte til hinanden ved bordet eller i rundkreds/samlingsstunder - hente en voksen, når en kammerat har brug for hjælp - lade andre være med til at bestemme i legen - opleve en anden få ros for en tegning, men selv få ros for at finde på en leg.

 


Legen i fokus: Legen er en slags ustruktureret øvelse i at leve, den rummer derfor alle
følelser; glæde, sorg, raseri, vrede, jalousi, kærlighed, had osv. Legen kan også sætte virkeligheden ud af kraft. I leg kan alt lade sig gøre, kun fantasien sætter grænser, men leg kan også indeholde regler og aftaler. Vi voksne skal derfor omgås legen med fornøden respekt, så børnene kan få legens forum til at udvikle sig, ved at vi skaber tid, plads og rum til leg. Vi skal opmuntre hellere end nedmuntre legen, gå på besøg i legen og evt. lege med og ikke unødigt afbryde legen.Legen i fokus

 Vi voksne skal være klar på legens sidelinie, dvs. være til rådighed, når børnene har behov for det.

Børns leg er ikke tidsfordriv, men en seriøs og meget vigtig mulighed for at bearbejde oplevelser. Børnenes leg er med til at udvikle fantasien og kreativitet - en vigtig forudsætning for at gøre erfaringer, finde løsninger og lære senere i livet.

 

Udfordringer - vi vil gerne give børnene masser af udfordringer - give dem mulighed for at eksperimentere og gøre erfaringer. Derfor tilstræber vi at de fysiske rammer er indrettet dertil, at der er et bredt udvalg af tilbud om aktiviteter og forskellige oplevelser.
Livet på Katholt er fuld af udfordringer. For de mindste børn er der en udfordring i selv at tage tøj på, sende maden rundt, vente på tur, kravle op på bordet - og ned igen, vaske hænder uden at blive våd, stå op og tisse og ramme toilettet.

 

"Hver gang du gør noget for dit barn, som det kan eller er lige ved at kunne, tager du en udfordring og en udviklingsmulighed fra det". ( Birk Christensen)

 

Fokuspunkter for den kommende periode: 

  • Helhedsforståelse for det enkelte barn
  • Social læring/fællesskabet
  • Evaluere det enkelte barn
  • BH TRAS
  • BH Læreplaner
  • FH Skabe tryghed, tillid og nærvær
  • FH At børnene udvikler de individuelle og sociale kompetencer
  • FH Kommunikation